KOMPENDIUM OG GARNPAKKE TIL STRANDTRØJE
STRANDTRØJE KOMPENDIUM OG TILHØRENDE GARNPAKKE
Kort fortalt: for et par år siden købte jeg et smukt maleri med et strandmotiv af vores lokale kunstmaler Margit Enggaard, som har galleri i Nordby.
Maleriet "talte" så stærkt til mig, at jeg var nødt til at gøre mere med det end at hænge det op på min væg. Da jeg ikke kan male og tegne, måtte strikkepindene fortolke den inspiration, som maleriet gav mig.
Det blev til en række trøjer, som jeg kaldte "Strandtrøjer", jeg "maler" med garnfarverne, og alle trøjer er forskellige. Men tilgangen til dem er den samme. Det tog mig lidt tid at få skrevet et forståeligt kompendium, men interessen for trøjerne var enorm, så i første omgang afholdt jeg workshops, hvor jeg forklarede fremgangsmåden, men efterhånden har jeg fået det hele nedfældet, så fremgangsmåden er forståelig.
Jeg afholder stadig workshops i at strikke strandtrøjer, men nu kun på mine retreats og for de grupper, der besøger mig på Fanø.
Jeg sælger et begrænset antal kits + kompendium på trøjerne, som jeg har tilovers fra mit senest overståede Seyfarth Strikke Retreat for nogle få uger siden. Der er 8 garnpakker tilbage. Garnkittet består af 28 forskellige farver (850g i alt), der indgår i trøjen, og kompendiet forklarer fremgangsmåden, ligesom der er en enkel opskrift på en trøje.
Så har du mod på at prøve kræfter med en helt ny tilgang til at arbejde med farver og inspiration, var dette kit måske noget for dig.
Du designer din helt egen trøje
Det er ikke muligt at lave 2 ens trøjer, så de viste modeller, er mine versioner af strandtrøjen, jeg har lavet mange flere, og alle er forskellige. Du skal derfor være opmærksom på, at kompendium'et ikke indeholder en opskrift på en kopi af min trøje, men at du skal skabe din egen trøje med placeringer af motiverne, som du selv vælger at strikke ind i trøjen.
Dette kit er for den øvede og kreative strikker.

