/ Christel Seyfarth | art knits | Fanø | Årets ildsjæl 2015
top of page

CHRISTEL
SEYFARTH

"Hvis ikke jeg var begyndt at strikke som barn, tænker jeg, at jeg var begyndt at male istedet. For mig handler det ikke om, HVORDAN man udtrykker sig  kreativt, men hvordan man formidler det. Det at strikke blev så mit lod".

christel_Seyfarth_3000_klit2.png
fanoe_tileshawl_photo_2000.png

Unika strik | Design by CHRISTEL SEYFARTH

​

Når jeg håndstrikker, arbejder jeg med mange farver på én gang.  Jeg lader disse farver glide over i hinanden i blide farveskift for at skabe en levende baggrund. De håndstrikkede modeller er ikke planlagt på forhånd og tager under strikningen deres eget liv og form. Jeg følger bare efter og ser, hvad der sker! Disse modeller tager flere hundrede timer at strikke, men bliver til gengæld helt unikke og personlige.

​

Jeg er bedst til store, komplekse arbejder med masser af masker, masser af farver og mønstre. Det kræver sin kvinde, at angribe disse store projekter. Derfor har jeg gennem årerne forenklet processen, således at der kun er et minimum af vrang masker og stort set ingen ender at hæfte - og der strikkes kun med to farver ad gangen. Dertil kommer, at jeg strikker alle mine modeller på rundpind og klipper dem op efterfølgende. Jeg lægger vægt på en gennemført finish og strikker altid biser og/eller belægninger på mine modeller.

 

Gå bare selv igang…
Til dig, der gerne selv vil strikke, har jeg lavet en række håndstrikkede modeller, som du kan købe som garnkits. Garn og opskrift købes i min eSHOP, hvor der også er mange andre fristelser. 

​

Du kan også købe et stort udvalg af modellerne færdigstrikkede. Hvert forår fylder vi butikken op med masser af nye håndstrikkede modeller.

Kilden til inspirationen

Jeg lærte at strikke af min mormor som 5 årig, og har strikket lige siden. Der var ingen, der strikkede i familien, så min mormor indsamlede garnrester i alle mulige kulører til mig fra sine strikkende veninder på øen. Da der kun var ganske lidt garn i disse garnrester, foreslog min praktiske mormor, at jeg blot rullede dem allesammen oven i hinanden, og dermed få ét stort nøgle. Jeg strikkede forskellige store og små projekter og som teenager var jeg så god, at jeg solgte mine meget kulørte kunstværker til veninderne og deres mødre. Så man kan roligt sige, at jeg har fået farveglæden ind med (mor)modermælken.

 

Fanøs univers
Jeg er født ind i en sømandsfamilie på Fanø, og her har jeg boet stort set hele mit liv. Jeg henter en stor del af min inspiration herfra, fra havet, lyset, bølgerne, stormen, fuglene og den kraftfulde natur. Men også fra den hundredårige tradition med fanødragten.

 

Udlængsel og vildskab
Som alle fannikker, der er rundet af sømandsfamilier,  har jeg altid været præget af udlængsel og oplevelsestrang, og som ung boede jeg både i USA og i Canada. Jeg har indsnuset det meste af verden – og pakket alle indtrykkene ned i min kreative rygsæk. Men det er først, når jeg sidder i fred og ro hjemme på Fanø, at modellerne finder sin form og indtrykkene falder på plads.

 

Kunst og kostumer
Hvis du har sanserne åbne, kan du finde inspiration overalt. Mens jeg i mine farver mest er præget af Fanø’s univers og den store verdens mangfoldighed, er mit modelvalg ofte præget af min lidenskab for gamle kostumer, tyrkiske frakker, Østens enkle tøj snit, rokokoens voluminøse detalje rigdom, - og selvfølgelig Fanødragten. Jeg elsker at sammensætte organiske former med grafiske mønstre.

Jeg arbejder aldrig med blot én bund og én mønsterfarve – men altid med store grupper af bund- og mønsterfarver, der flimrer og lever, mens jeg strikker, og skaber sit eget liv. Som gammel hønsestrikker hader jeg for meget tvungen regelrethed, og forsøger altid at finde den nemmeste vej ud af et kompliceret strikketøj. Men på et punkt er jeg pedant:

”Det skal laves ordentligt” uanset hvor vildt og anarkistisk det ellers er. Der skal altid være en flot ”finish”!

Fanø hunde

Mine opskrifter
Mine opskrifter er præcist skrevet, så du nemt kan følge dem, bortset fra, at opskriften ikke tager  stilling til, hvordan du sætter bund- og mønsterfarvene  sammen. Du får anvist en bundfarve- og en mønstergruppe af farver, og så må du selv tage stilling til rækkefølgen af farveforløbet. Det er meget nemmere - og sjovere - end det lyder! Selvom man strikker efter samme opskrift bliver hver eneste model unik - det bliver DIN model.  Modellerne strikkes på rundpind og klippes op ligesom man gør med norske sweatre. Selvom der ofte er rigtig mange farver i et kit, strikkes der kun med 2 farver ad gangen. Hvis du kan strikke mønsterstrik, kan du også strikke mine modeller.

 

Klar til at blive set på
Jeg blæser på moden ud fra den holdning, at er det anderledes og spændende – så er det også mode. Så du kan godt regne med at blive set på – når du er færdig – og hurtigt skal i gang med det næste projekt. Naturligvis! For min måde at strikke på er stærkt vanedannende.

​

​

 

​

Christel Seyfarth Klitrose
bottom of page