Christel Seyfarth

Jeg tror, at vi øser af de kilder af indtryk, der bygger sig op i os gennem hele livet.
Hos mig står de i hvert fald nærmest i kø for at komme ud.

 

Unika strik | Design by CHRISTEL SEYFARTH

Når jeg håndstrikker, arbejder jeg med mange farver på én gang… Jeg lader disse farver glide over i hinanden i blide farveskift for at skabe en levende baggrund. De håndstrikkede modeller er ikke planlagt på forhånd og tager under strikningen deres eget liv. Jeg følger bare efter og ser, hvad der sker! Disse modeller tager flere hundrede timer at strikke, men bliver til gengæld helt unikke og personlige.

Når jeg sætter mig til strikkemaskinen er det mig, der bestemmer! Her er der ikke samme mulighed for improvisation, for her er alt planlagt på forhånd. Ofte bliver det de grafiske mønstre og gentagelser, der dominerer. Alle maskinstrikkede modeller er efterfølgende omhyggeligt syet sammen i hånden. Jeg lægger vægt på en gennemført finish og strikker altid biser og belægninger på mine modeller.

Gå bare selv igang…
Til dig, der gerne selv vil strikke, har jeg lavet en række håndstrikkede modeller, som du kan købe som garnkits. Garn og opskrift købes i min eSHOP, hvor der også er mange andre fristelser.

Bare ring…
Jeg er først og fremmest designer og kunsthåndværker. Jeg elsker mit arbejde – og at hjælpe mine mange trofaste kunder på vej i vores fælles passion for strik. Så bare ring, hvis du vil have hjælp. Du kan også finde hjælp via mine videoklip

 

Kilden til inspirationen

 

Jeg lærte at strikke af min mormor som 5 årig, og har strikket lige siden. På Fanø har der altid været gang i strikketøjet, både af nød og af lyst – så min mormor havde let ved at indsamle garnrester i alle mulige kulører til mig fra sine veninder på øen. Dem strikkede jeg så forskellige store og små projekter af, og solgte så mine meget kulørte kunstværker til veninderne og deres mødre. Så man kan roligt sige, at jeg har fået farveglæden ind med (mor)modermælken.

Fanøs univers
Det er klart, at det meste af min inspiration kommer fra Fanø. Fra havet, lyset, bølgerne, stormen, fuglene og den kraftfulde natur. Men også fra den hundredårige tradition med fanødragten. Hverdagsdragter af bomuld og festdragter af silke fra Kina. Fanø er en søfarts ø, og i generationer har mine forfædre været søfolk og skibs kaptajner, der har hjembragt klæde fra verdens fjerneste egne. Så der var knald på farverne allerede for hundrede vis af år siden her på øen. Det kan du opleve på de farvestrålende Fanø- og Sønderho dage.

Udlængsel og vildskab
Som alle fannikker har jeg altid været præget af udlængsel og oplevelsestrang. Allerede som 16 årig boede jeg en tid i USA, og siden i Canada. Jeg har indsnuset det meste af verden – og pakket alle indtrykkene ned i mit indre skatkammer. Men det er først, når jeg sidder i fred og ro med min hund på toppen af en klit på min elskede ø – at modellerne rigtig tager form i mit hovede. Her bliver en gammel slidt stofrest fra et marked i Kina pludselig til et stort sjal, en jakke eller noget andet, der med garanti aldrig er set før.

Kunst og kostumer
Hvis du har sanserne åbne, kan du finde inspiration overalt. Mens jeg i mine farver mest er præget af Fanø’s univers og den store verdens mangfoldighed, er mit modelvalg ofte præget af min lidenskab for gamle kostumer, tyrkiske frakker, Østens enkle tøj snit, rokokoens voluminøse detalje rigdom, - og meget mere. Jeg elsker også blomster, fugle, blade, tern, trekanter og frem for alt farven limegrøn, som jeg forsøger at sætte ind alle steder, hvor det er muligt.

Jeg arbejder aldrig med blot én bund og én mønsterfarve – men altid med store grupper af bund- og mønsterfarver, der flimrer og lever, mens jeg strikker, og skaber sit eget liv. Som gammel hønsestrikker hader jeg for meget tvungen regelrethed, og forsøger altid at finde den nemmeste vej ud af et kompliceret strikketøj. Men på et punkt er jeg pedant:

”Det skal laves ordentligt” uanset hvor vildt og anarkistisk det ellers er.
Der skal altid være en flot ”finish”!

Mine opskrifter
Mine opskrifter er kun en vejledning. Du kan følge dem nøje, eller du kan variere, som du vil. Leg selv med.

Opskriften tager ikke stilling til, hvordan du sætter farverne sammen. Du bestemmer selv farve-rækkefølgen, og der er rigeligt med garn til at variere og lege med. Opskriften er ens for alle – men resultatet bliver helt forskelligt, alt efter hvilke farver du synes skal følge hinanden. Mine modeller strikkes på rundpind og klippes op ligesom man gør med norske sweatre. Selvom der ofte er op til 18 farver i et kit, strikkes der kun med 2 farver ad gangen. Hvis du kan strikke mønsterstrik, kan du også strikke mine modeller.

Klar til at blive set på
Jeg blæser på moden ud fra den holdning, at er det anderledes og spændende – så er det også mode. Så du kan godt regne med at blive set på – når du er færdig – og hurtigt skal i gang med det næste projekt. Naturligvis! For min måde at strikke på er stærkt vanedannende.

Fanø Strikkefestival - i 2015 har vi 10 års jubilæum.
I 2006 siden fik jeg ideen til konceptet til den første Fanø Strikkefestival. Dette arrangement er blevet en kæmpe succes med mere end 10.000 danske og udenlandske deltagere, der viser deres strik frem. Festivalen byder på super lækre boder, et hav af workshops med spændende og inspirerende undervisere, modeshow, udstillinger. Inspiration. Glæde og sjov. Se mere på festivalens egen hjemmeside.